digital_apv_paa_ipad.jpg
Nu kan du få en digital APV, som f.eks. kan læses på iPad.

Den Digitale APV

11-08-2021

APV-mappen er blevet elektronisk

Arbejdspladsvurderingen (APV’en) findes nu i en elektronisk udgave. Det sikrer arbejdsgiveren mod påbud og bøder, og de ansatte får mulighed for at bruge APV’en mere aktivt.

Nu kan det være slut med at rende rundt og lede efter papirmappen med APV’en, som beskriver sikkerhedsforanstaltninger og -procedurer for de ansatte.

Mappen, der er lovpligtig, og som skal være på arbejdspladsen, findes nemlig nu i en elektronisk udgave.

- Det er en kæmpe fordel for både arbejdsgiver og de ansatte, at APV’en er blevet elektronisk, for nu er den altid tilgængelig og aldrig væk, siger arbejdsmiljørådgiver Jan Sølver Svendsen fra Dansk Arbejdsmiljø Rådgivning, som fik idéen.

Det er Agri Nord Digitalisering, der har udviklet den nye, elektronisk udgave, som arbejdsgiveren selv og alle de ansatte kan komme til på alle tider af døgnet uanset, hvor de er. Bare de har adgang til internettet via en telefon, iPad eller PC.

Den elektroniske udgave er bygget op fuldstændig som papirudgaven med de forskellige dokumenter i forskellige afsnit. Nu står den bare ikke længere gemt væk på en hylde, men ligger nu på Google Drev, der er en form for digital reol.

 

Undgår bøder og påbud

Arbejdsgiveren kan nu til alle tider finde APV’en frem. Det er en kæmpe fordel, for hvis papirmappen er blevet væk, og der sker en arbejdsulykke, kan det udløse store bøder.

APV’en skal opdateres årligt, og i den forbindelse kan der komme tilføjelser. I den elektroniske version er det nemt at opdatere den, mens papirmappen bliver opdateret med løse ark. Tit bliver de aldrig sat ind eller glider måske ud.

- Hvis der mangler opdatering, kan det udløse påbud, fortæller Jan Sølver Svendsen.

Agri Nord sørger for back-up af APV’en, så skulle der være IT-nedbrud eller andet hos arbejdsgiveren, er APV’en sikret.

Der er heller ikke længere risiko for at glemme opdatering eller den lovpligtige fornyelse hvert tredje år, da det nye elektroniske system kan sende påmindelse ud automatisk.

 

Nemt ved flere arbejdssteder

En af de helt store fordele ved den elektroniske APV er, at der kun findes én version, som er tilgængelig for alle – også hvis arbejdspladsen har flere arbejdssteder, for eksempel flere forskellige ejendomme.

- Mange har haft meget bøvl med at få opdateret papirmapperne på flere arbejdssteder, og hvis arbejdsgiveren har bedt andre om at gøre det, har det måske været usikkert, om det i det hele taget blev gjort. Det er man ude over nu, siger Jan Sølver Svendsen.

Han oplever flere og flere kunder, der er rigtig glade for de elektroniske løsninger.

- Hos en af mine kunder var APV-mappen den sidste mappe, der var tilbage i papirform, så han var rigtig glad, da den også blev elektronisk, fortæller Jan Sølver Svendsen.

Det er en tendens, digitaliseringskonsulent i Agri Nord, Nikolaj Thomsen genkender. Det er ham, der har udviklet den elektroniske APV.

- Vi går mere og mere mod den papirløse arbejdsplads, siger han.

 

Aktiv brug kan gøre arbejdspladsen mere sikker

Når den elektroniske APV er lavet, får arbejdsgiver skriveadgang, og alle medarbejdere får læseadgang.

De får tilsendt et link, de bare skal klikke på. Det betyder, at de altid har mulighed for at læse APV’en, fordi de ikke længere skal ind på kontoret eller frokoststuen for at få fat på den.

- Jeg håber, det vil gøre, at den bruges mere aktivt, så den i højere grad er med til at understøtte sikkerheden på arbejdspladsen, siger Jan Sølver Svendsen.

 

Kontakt Jan i dag for at høre mere om den digitale APV.

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.